søndag den 29. september 2013

Jeg er lost...

Jeg vidste godt det ville blive hårdt efter newcommers.


Jeg har læst tilpas mange blogs af andre atleter som stillede op sidste år til at vide at, man kan meget let blive fuckt up efter den tur man har været igennem.

Faktisk da jeg begyndte at overveje at stille op spurgte jeg en ven til råds. Ja faktisk spurgte jeg ham om han ville hjælpe mig med mit mål.. Det ville han ikke. Han mente det ødelage en hel masse at stille op. Ikke det at stille op. Men diæten, træningen og hvordan man har det med sig selv bagefter. Hormonelt og psykisk.


Og hvor har han ret. 
Det er op af bakke hver dag.
HVER DAG

Det skal ikke forstås sådan at ingenting fungere. Det gør det. Men jeg sidder med en ret så tom følelse indeni..

Ja, jeg er pisse stolt at mig selv.
Ja, det var forhåbentligt det hele værd.
ja, det er en kæmpe sejere at have haft nosser nok til at blive ved til det sidste og ikke spang fra.

Men for helvede hvor er det trist at føle sig

Tom
Tyk
(jeg ved godt jeg ikke er tyk og at det er mest væske)
Træt
Trist
og mest af alt mangler jeg et mål!

Jeg er lykkelig for at jeg har haft Kine. For hun har virkelig forstået hvilken rejse det er. 
Fra tyk til tynd.
Fra tynd til trænet.
Hun har været der hele vejen. Og selvom jeg var skeptisk i starten over afstanden har hun aldrig været længere væk en et tlf opkald.
Hun har forventet noget af mig og det er nok det der har gjort jeg kunne gøre det.

Jeg kan ikke sige hvor mange gange jeg har tænkt det her kunne være starten på en spiseværing hvis ikke man har den rette vejledning(og nu er jeg så afsindig glad for mad at det ikke ville kunne ske for mig) Men når jeg tænker på at det er helt unge piger som også stiller op i de her konkurrencer. De mål vi alle forsøger at passe ned i. vi skal være tynde men ikke for tynde, markerede men ikke for markederne, smukke og så skal vi lige stå i bikini og få det hele til at se legende let ud. På trods af vi ikke har drukket vædske i et døgn og så ellers stopper os med riskiks:-)

Fuck når jeg tænker tilbage på den sidst månede. Det var så fedt at presse sig selv. At se forandringerne i kroppen. Knap så fedt at være hende den sære med diæthjernen.. Men det var fedt. Fedt at træne 2 gange om dagen selvom man var drænet for energi. Fordi man skulle...

Og det er nok det der gør at jeg sidder nu 3 uger efter og er sådan helt tom indeni..
Den første uge efter var let. Jeg levede på kulhydrater og var høj af "i did it" buggen.

Men jeg kan godt mærke "i did it" buggen er ved at dø hen..

Men hvad er det så for en bug der kommer frem...

Hvad er det jeg vil?

Bikinifitness, det tror jeg ikke, det er ligesom afprøvet
Bodyfitness, Fuck nu det. Jeg skal ikke hakkes så meget ned.
Crossfit, kender kun lækre Marie-Louise fra Ålborg som dyrke det og hun er fandme grund nok til at begynde..
Styrkemål, måske. En af trænerne henne fra centret er meget til styrke løft. Og han forslog mig at jeg jo kunne sætte mig nogle mål med hvad jeg kan bænke, squatte mm.

Og måske er det det jeg skal. Finde min motivation til at komme op i styrke. Få en røv som Charlotte fra centret.(Som jeg forhåbentligt skal heppe på til næste års newcommers, for hun har dælme en killer body)

Nyt mål må være få en røv:-)
det er da til at ta og føle på!
Nå det jeg ville sige med mit indlæg, er vel bare at det at stille op i en fitness konkurrence altså er pisse hårdt. Og måske er det først rigtig hårdt når det er overstået...
Det er ikke for alle og det kræver nosser at springe fra undervejs, når man først har fortalt alle man stiller op.
Det kræver nosser at blive ved til den bitre enden...
( i skal vide jeg tænkt alle muligheder for at springe fra undervejs, jeg kan nævne
komme alvorligt til skade, brække et ben
da datterne var syg og muligvis havde blindtarmsbetændelse var jeg sikker på min lykke var gjort!
blive gravid(hvilket er svært når man ikke vil ha flere børn)
håbe man blev tvangsindlagt til at rejse ud og arbejde
Jeg siger jer, der gik ikke en dag hvor jeg ikke desperat prøvede at komme med en undskyldning)
Men når det kom til stykket var det alligevel for pinligt at springe fra over for Kine.

Og det kræver i den grad nosser at kæmpe videre bagefter.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar